3 måneder som guide – status

Hej igen

Nu er det igen et stykke tid siden jeg har skrevet om hele det her hurlumhej med guide og Mallorca og det ene og det andet.

Vi fik at vide på Blue Academy den hårdeste tid ville være de 3 første måneder. Og jeg føler godt nok også det har været hårdt.

For selvom det glansbillede, der bliver tegnet af guidelivet i medierne, i omtale og på billeder, er det svært at sammeligne med hvordan guidelivet er i virkeligheden.

Og nu er det ikke for at skræmme jer kommende guideaspiranter væk fra at sende jeres ansøgning, for det skal I under alle omstændigheder gøre!

Det har været et par helt utroligt udfordrende måneder, men de har fandme også været hårde. Jeg har grædt som en baby, ringet hjem til mor og ville opgive det hele, jeg har stået og fået klapsalver af gæster og fået kram af fremmede, og jeg og min familie er blevet truet på livet igennem telefonen, jeg har fået takkegaver af gæster for god service osv osv. Jeg har været så glad jeg ikke kunne stå stille, jeg har været på hospitalet med stress og jeg har været så ked af det at jeg har været lige ved at sige op. HELE spektrummet er simpelthen repræsenteret.

Nu sidder jeg her, der er ca 2 dage til at jeg har været her præcist 3 måneder, det er lidt over de 3 måneder siden jeg tog af sted hjemmefra, men jeg føler der er gået langt mere tid siden jeg havde fødderne på dansk jord. På den anden side føler jeg at de 3 måneder er gået helt ekstremt hurtigt hernede. Det er som om tiden er fuldstændig relativ, alt efter hvilken periode jeg tænker på oppe i mit hovede.

Der er så meget jeg savner. Jeg savner at køre bil, jeg savner min egen bil. Jeg savner makrel i tomat, jeg savner dansksproget fjernsyn, jeg savner dansk øl, jeg savner mine venner, jeg savner TV Avisen, jeg savner den kærlighed jeg forlod i Danmark, jeg savner min familie, mine lille søstre, min gode mor, min søde far og min GUITAR.

Det er som mit liv er sat på pause og spiller et mellemspil indtil jeg trykker på play igen. Og jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er lykkelig for at det er sådan.

Nu er vi midt i højsæsonen og der er pisse fucking travlt, mildest talt. Det er helt normalt, hvis vi arbejder 55-60 timer i ugen. Og det slider meget. Jeg har godt nok 2 dage fri om ugen, men det er også de eneste dage jeg kan nå at få vasket tøj, gjort rent, handlet ind og samlet tankerne i. For ellers handler det hele om arbejde. Man kommer helt smadret og udkørt hjem, smider sig på sofaen med noget fastfood, glor ind i fjernsynet og går i seng når man ikke kan holde øjnene åbne mere. Og så starter det hele igen næste morgen kl. 6. Jeg ved, guidelivet er en arbejdslivsstil, hvor ens liv egentlig ikke handler om andet end netop arbejde, men jeg prøver dog stadig at bestræbe mig på at lukke alt, der har med arbejde at gøre, ude, indtil jeg skal møde på kontoret igen, selvom det er umuligt. For vores liv drejer sig ikke om andet.

Oven i hatten er jeg den eneste dansker på kontoret lige pt. Vi er voldsomt underbemandede og det er mest mig der lider under det, for vi er massere af svenskere, men danske gæster er så stædige og krævende at de kun vil “tale med den danske guide Niklas”. Så alle danske sager bliver lagt på mit bord – bare fordi jeg taler flydende dansk. Fair nok, hvis du vil have en dansk talende guide – men jeg kan desværre bare ikke hjælpe alle danske gæster på hele Mallorca. Jeg er ikke nogen robot, man kan hive op af lommen. Min kapacitet har en grænse.

Nok om arbejdsstress og pres, men jeg føler at det er vigtigt, at man som ansøger og/eller interesseret i guidelivet forstår, hvor pisse meget man egentlig arbejder. Man får lejlighed, internet, vand, el og varme (aircondition i det her tilfælde) betalt af Star Tour/Fritidsresor, men min løn siger pt. 5800 kroner pr. måned, 2 måneder tilbagebetalt. Jeg arbejder 45-55 timer om ugen. Det er ikke nogen høj løn, for rigtig meget arbejde. Men sådan skal man heller ikke tænke på det. Man får nemlig alt det vigtigste og dyreste dækket af firmaet. Det er bare forbrugspenge. Mad og sjov. Og så bor man udenlands!

Udover det tænker jeg, at jeg bliver hærdet nok til næste sæson, for vi på Guide Online her på Mallorca (en af vores største destinationer om sommeren) arbejder helt utroligt meget. Vi har ikke siesta, som serviceguiderne har. Så jeg glæder mig til at blive serviceguide. Ikke fordi jeg tænker, at det vil blive en leg at være serviceguide, for det vil det bestemt ikke. Men arbejdstrykket bliver en betydelig del mindre.

Nu hvor jeg har fået frit afløb for de lidt mere negative aspekter i guidelivet, så vil jeg da også gerne skrive lidt om hvordan bylivet foregår. Når vi en sjælden gang får tid til at gå i byen (plejer at være hver. 14 dag.), så tager vi til Magaluf (du har måske hørt om det! folk falder fra balkoner og drikker hjernen ud og giver 24 blowjobs for en drink) og fester. Det er cool nok, det er bare overrendt af briter. Vi holder os til den skandinaviske gade og den glade viking. Vi orker ikke andet.

Udover det skal vi til at søge vores næste destinationer allerede. Det går stærkt nu! Vi skal allerede søge d. 28 juli. Så skal vi have søgt senest d. 4 august, og så får vi svar d. 8 august. På Star Tour/Fritidsresor er der en regel om, at man mindst skal søge 1 af de kanariske øer, når man søger destinationer. Lanzarote, Tenerife eller Gran Canaria. Gran Canaria er øen med allerflest guider, og dermed også allerflest gæster selvfølgelig. Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg søger endnu, men én ting er sikkert – jeg skal ikke have Guide Online stillingen igen. Nok har jeg lært meget, også om at have overblik, men jeg er færdig med at sidde i callcenter efter den her sæson.

Jeg har overvejet Dubai som mit førstevalg, Thailand som andet, og så Tenerife som enten 4 eller 5 valg. Man kan nemlig søge 5 steder. Og det er slet ikke sikkert at man får dem. Dubai tiltaler mig bare, fordi jeg er vild med den arabiske verden, og til trods for dens dårlige rygte, gerne vil lære den meget bedre at kende. Og få en rigtig hands-on feeling med dem.

Men ellers går hverdagslivet med at arbejde, spise sushi, tale med sure gæster og sole nede ved poolen. Det er egentlig okay. Jeg er bare ikke så meget for at blive truet på livet fordi at du ikke har fået havudsigt til din lejlighed. Tag dig sammen, din idiot.

Jeg skriver et lille indlæg, når jeg har fået min destination. Det kan være et positivt eller negativt indlæg, det vil skæbnen afgøre! Jeg er træt og klokken er 01:15. Hopper i seng og nyder min fridag i morgen. Tiltrængt.

Solskinshilsner fra Palma

1 måned som guide

Hej manner!

Tid til at skrive lidt igen. Stille stunder er der få af!

Min første måned som guide er gået utroligt hurtigt. Jeg havde en stram start den første uge, hvor jeg egentlig bare ville hjem. For det var slet ikke hvad jeg havde forestillet mig. Jeg blev placeret i en mørk lejlighed i midten af Palma-by. Palma er større end Aarhus, med næsten en halv million indbyggere. Så det var ikke lige “resort-livet”, som jeg havde drømt om at jeg ville bo. Det var en rutsjebane af skuffelser (efter de forventninger man havde) fra slutningen af guideskolen til at jeg sad i min lejlighed og tænkte på hvad fanden jeg egentlig lavede her, nu hvor jeg havde så meget derhjemme.

Men selvom første uge var den hårdeste, så var det overraskende hvor hurtigt man kom ind i tingene og fik en fornemmelse for byen og hvordan det hele hænger sammen. Jeg mødte flere af mine kolleger, jeg mødte min manager, destinationschef og de andre guide-teams på Mallorca.

Så var det ligesom ikke så slemt mere.

De første par uger var vi trainees, hvor vi skulle studere øen og få en fornemmelse for, hvad det er vi skal vide noget om. Vi var på vores egne udflugter og set næsten alle de hoteller vi har på øen. Så fik vi også set de steder, vi skal ringe til og fra og rundt omkring.

Jeg boede sammen med 2 finske damer – en på 25 og en på 40. Det var heller ikke lige det jeg havde forestillet mig, da jeg tænkte på hvem jeg skulle bo sammen med. På et værelse uden skrivebord. Og skrivebord er vigtigt for mig, fordi jeg laver musik! Det er dejligt at have et fast sted at sidde. Så spurgte jeg min teammanager – som forresten hedder Ida (verdens bedste menneske/chef!) om jeg ikke måtte flytte. Hun undersøgte sagen hurtigt og fandt ud af at der var plads til mig i en lejlighed meget tættere på mine guidekolleger. Der var nemlig et par stykker der havde sagt op fra Palma-teamet. (De arbejdede ca. 12 timer om dagen. Til en dagsløn på 3,50 euro, regnede vi os frem til. Og jo – selvfølgelig er man her for netop at arbejde – men 12 timer hver dag bliver meget hårdt i længden.) Jeg fik lov til at flytte over til en anden finsk (yngre) tøs, Riikka, som lige nu er på ferie. Så jeg er helt alene i en ny, lækker lejlighed, med WiFi, skrivebord, ordentlig seng og udsigt over havnen. Bedste beslutning ever. Og min gode ven og kollega Palle flytter ind, når Riikka tager helt hjem. Det bliver for fedt!

Ellers så er arbejdet på Guide Online faktisk rigtig sjovt. Jeg får stor ros på arbejdet og det er jeg rigtig glad for. For selvom jeg er skuffet over min stilling, så vil jeg stadig gøre mit bedste! Det er lidt noget andet end at sidde på Oplysningen 118. 118 var psykisk nedslidende arbejde pga. de mange kald på kort tid. (Og SURE mennesker!) Jeg synes dog allerede at Guide Online mangler udfordring for mig. Derfor har jeg fået lov til at komme i lufthavnen og tage imod gæster også. Og jeg har desuden også være ude på min første service på hotellerne. Det var helt vildt sjovt og lige præcis det jeg havde forestillet mig. Kundekontakt, face-to-face, er meget bedre end telefonen!

Blue Academy

Hej igen!

Nu er der WiFi i lejligheden. Tid til at skrive en masse.

Første indskyldelse: Info, indtryk, mennesker.

Der har været så mange indtryk. Så mange informationer at skulle tage ind, ting at tage stilling til, og nye mennesker at lære at kende. … Wow, det har været vildt de sidste par uger, nu hvor jeg lige vender dem i mit hovede.

Jeg stod tidligt op – omkring klokken 4:30 mandag morgen. Spændt som en flitsbue. Familien og jeg var i sommerhus i nærheden af Næstved, så vi ikke skulle køre hele vejen til Københavns Lufthavn fra grænsen af på ukristelige tidspunkter. Jeg havde pakket alt, husket alt, tjekket alt mindst 100 gange, og sagde farvel til den halv-sovende familie i det lille sommerhus. Så satte min far og jeg os ind i bilen og satte kursen nordøst mod København.

Jeg var træt, men jeg kunne absolut ikke sove i bilen. Det var så surrealistisk, det jeg var på vej imod.

Vi ankommer til lufthavnen, og det bliver en lidt rodet afsked jeg får med min far, fordi bilen holder ulovligt og selv-check-ind’en ikke virker. Det ender med at blive et hurtigt kram og et “pas på dig selv… og nyd din ungdom. Det bliver den bedste tid i dit liv” – min far har selv været guide. Han var mere glad end jeg var, da jeg fik at vide jeg var blevet optaget på StarTour/Fritidsresor’s guideskole. Man kunne se stoltheden i hans øjne, da jeg stod i køen ved baggage checkin. Jeg blev glad, og så forsvandt han imellem menneskemængden.

Så står jeg dér. I samme kø, som alle de andre guide-aspiranter. Det var sjovt at udpege dem man kunne genkende fra facebookgruppen vi (næsten) alle sammen var del af inden alt det her startede. Jeg turde ikke rigtig sige hej eller snakke med nogen af dem, selv om jeg udemærket vidste hvem de var. Og de vidste med garanti også hvem jeg var. Man stalker jo hinanden på facebook. (og hvis du siger du ikke gør, så lyver du igennem dine løgner-tænder, gør du!)

Jeg kunne høre de andre begynde med det (næsten obligatoriske) small-talk. Jeg er bare ikke god til small-talk. Især ikke klokken 5 om morgenen. Så vil jeg meget hellere bare være genert og stå i mine egne tanker. Det kommer af sig selv, tænkte jeg, og stod og småsmilede lidt til folk jeg fik øjenkontakt med.

Begge kufferter blev smidt på båndet og jeg havde en lille bitte smule overvægt. Men den søde dame kunne se, at jeg var på vej på guideskole, så hun var teknisk set min kollega. Overvægten blev der set igennem fingrene med. Fedt! Så slap jeg for at betale 7-800 kroner. Dejlig start på det hele!

Efter taskerne var afleveret, skyndte jeg mig med raske skridt mod sikkerhedskontrollen. Men et glad udtryk i fjæset. Og lige et billede af Departures-skiltet til instagram. Folk skulle være misundelige på mig og det jeg skulle til at opleve!

Efter jeg kom igennem sikkerhedskontrollen, satte jeg mig lige 5 minutter på en bænk i taxfree området. Skrev lige et par takke-sms’er til mine forældre, for de har virkelig støttet mig igennem de sidste 4-5 måneder, hvor jeg har haft svært ved at tackle det faktum at jeg teknisk set var arbejdsløs og ikke rigtig lavede noget. Det var et sammenfald af situationer der ændrede sig hele tiden. Lang historie. Men altså – efter “afskeds sms’erne” var sendt afsted, tog jeg min rygsæk på rykken og bevægede mig hen mod Lagkagehuset i lufthavnen. Der havde os danskere aftalt at mødes inden vi gik over til gaten.

Fandt lagkagehuset og hilste på min første guidekollega – Maria fra Albertslund. Skøn tøs! Hun var meget snakkesagelig og startede vores møde med at spørge om jeg ikke ville købe en vand for nogle penge hun stak i hånden på mig – friskt, tænkte jeg – og selvfølgelig gjorde jeg dét – med min dobbeltespresso i den anden hånd!

Det var spændende at møde alle folk, og jeg frygtede det blev akavet. Men det var det slet ikke. Vi var alle i samme båd, og havde en masse at tale om. Forventninger om guideskolen, hvilke positioner man havde søgt, hvordan og hvorledes hver deres rekrutteringsdag var gået osv osv. Der var en masse gode historier, og der var også nogle der så hinanden igen. Der var omkring 10 til min rekrutteringsdag. Jeg havde regnet ud, at siden der var 350 danske ansøgere, og kun 35 kom ind til guideskolen, så måtte 1 ud af 10 blive optaget. Og den ene var mig. Men der var 4 andre fra min rekrutteringsdag der også var blevet optaget! Vi må ha’ været et godt hold.

Nå – jeg kan mærke jeg skriver meget i detaljer, men det er sjovt at tænke tilbage på! Jeg skal prøve at fatte mig i korthed 🙂

Vi steg på flyet og jeg var meget genert. Turde kun snakke hvis nogen spurgte mig om noget. Jeg følte mig fanget af min egen generthed – det var meget ubehageligt, for de andre havde det sjovt med hinanden. Sådan havde jeg det hele mandagen – også da vi var landet på Cypern. Jeg synes jeg havde meget svært ved at komme ind på folk. Det bekymrede mig meget. Men det gik hurtigt over, kommende tirsdag og onsdag!

Blue Academy, som officielt startede tirsdag, var generelt set en rigtig fed oplevelse. Jeg glemmer det aldrig. En masse unge, friske (og kåde) unge mennesker med samme ambitioner og fremtid (i hvert fald 1 sæson) samlet på ét hotel, på et lækkert feriested – langt væk fra Danmark.

Jeg føler oprigtigt at jeg på bare én uge har mødt venner for livet. Jeg savner dem allerede rigtig meget – vi blev gode kompissar til slut, det er helt sikkert! Især to gutter, Frederik fra Aalborg, som skulle til Menorca (ikke langt fra mig!) og Stefan fra Lolland, der skulle til Kos i Grækenland. I er savnede, er I!

Blue Academy var en udfordrende oplevelse, hvor jeg føler jeg krydsede mange grænser. Præsenterede mig selv selvsikkert foran 50 vildt fremmede mennesker. Gruppearbejde (jeg hader gruppearbejde på den der “nu skal vi sætte os sammen i 15 min og lade som om vi laver noget”-agtige måde. Og snakke i mikrofon i en bus foran andre mennesker. (Hvilket gik knap så godt, ærlig talt)

Det var en fantastisk måde at lære både TUI Nordic som firma og hele TUI-koncernen at kende, men også de typer mennesker der arbejder indenfor rejsebranchen – folk med ben i næsen. Og det havde alle de andre unge mennesker jeg var sammen med også. Det var tydeligt at se, hvad rekrutteringscheferne Esben og Lotta var gået efter.

Ugen startede sløvt, men da den først kom op i gear efter et par dage, så var den allerede slut igen. Det var som at gå på højskole igen – bare med varmt vejr og solskin (og krystalklart vand med beachvolley når vi fik fri). Sidste dag, om eftermiddagen, fik vi vores destinationer at vide.

Mit navn bliver råbt op. Værsgo at træde op, Niklas.

Jeg står foran alle de andre unge folk – nogen har fået deres destination og position. Lotta, den svenske rekrutteringschef (fantastisk betænksomt og dejligt menneske) starter med at sige, at jeg skal til Mallorca. Dejligt! Ikke hvad jeg havde drømt om, men helt sikkert heller ikke Bulgarien, som jeg havde frygtet så meget.

Efter destination får jeg min position som guide at vide.

Guide Online.

Jeg blev så skuffet. Jeg skulle være guide i et mørkt kontor i Palma på Mallorca. Det var ikke hvad jeg havde regnet med.

Det var en rutjsebane af følelser. Glad – ked af det. Jeg prøvede ikke at virke skuffet, krammede Esben og Lotta og flygtede diskret fra forsamlingen, hvor de næste fik deres fremtid at vide. Jeg ringede hjem efter jeg havde lukket døren til hotelværelset. Min far tager telefonen og kan ikke forstå hvorfor jeg er så ked af det. Han havde slet ikke forestillet sig at der var noget der hedder Guide Online – jeg havde jo lige siddet i et røvsygt callcenter i Sønderborg – hvorfor skulle jeg så ind og sidde på et røvsygt kontor igen? Det var da ikke det jeg havde forestillet mig. Jeg ville være normal serviceguide – være ude i solen og i kontakt med gæster. Det man normalt opfatter som det en guide er.

Jeg skulle underskrive min kontrakt. Jeg tøvede meget længe. For jeg ville eddermukme ikke sidde i et callcenter igen. Især ikke i 35 graders varme. Der gik rygter igennem hele matriklen om at den danske fyr kraftigt overvejede ikke at skrive sin ansættelseskontrakt under. Jeg ville så gerne have talt med min mor, inden jeg skrev kontrakten under. Hun har altid guldkorn og livs-visdom i ærmet. Men hun tog ikke hendes telefon. Jeg tror jeg ringende 20 gange og skrev en million sms’er. Hun sad i møde!

Men jeg gjorde det så, som den sidste. Fik mit diplombevis på at jeg havde gennemført Star Tours guideskole. Det var en meget ambivalent følelse. For jeg var glad for at være del af firmaet, men knapt så glad for min stilling!

Om aftenen var der fest. Og en lille afskedstale fra underviserne og rekrutteringscheferne, svenske Lotta og danske Esben. 1957. Det var tallet på hvor mange ansøgere der var til guideskolen her til foråret. Ud af dem kom omkring 50 mennesker ind. Og jeg var én af dem. Det gjorde alligevel at jeg følte mig meget priviligeret. Og lidt glad for, at jeg alligevel underskrev den kontrakt.

Vi havde en fantastisk aften på “The Love Boat” (fantastisk bar i øvrigt!) i Fig Tree Bay, og snakkede med alle de andre nuværende guider i området, som alle var inviteret den aften. Det var rigtig hyggeligt, men de fleste af os skulle afsted meget tidligt næste morgen for at nå vores fly, så man gik tidligt hjem. Jeg havde nok også mødt en af de smukkeste kvinder jeg nogensinde havde haft priviligiet af at lægge øjne på, her på guideskolen. Glemmer hende aldrig. Havde nok et lille crush på hende til sidst. Ærgeligt at hun skulle til Alanya, og jeg til Mallorca! Håber jeg ser hende igen en dag!

Næste morgen – klokken er 04:45 og jeg bliver vækket af mine fremtidige Palma-kollegaer, Palle og Sebastian! Jeg siger farvel til min svenske roomie Staffan og vi kører til lufthavnen.

En hel fantastisk tid!

1 dag til afrejse

20 april 2014

Det er i morgen, det er i morgen!

Jeg er så spændt! Det er helt surrealistisk. Jeg har sagt farvel til mine venner og skypet en sidste gang med min kæreste her fra Danmark. Jeg har sagt farvel til mit værelse, de ting jeg har stående i det og har pakket hele mit liv ned på under 20 kg.

Jeg skal op i nat klokken 4. Jeg kører fra Næstved (jeg er i sommerhus med familien pt.) til Københavns Lufthavn ca. 04:30. Så er jeg i god tid. Jeg regner med at være i lufthavnen klokken 06:00. Jeg skal boarde 07:15! Og så lander jeg på Cypern kl. 13:15, hvis alt går efter planen. 😉

Sidder og terper Star Tour/TUI Nordic information lige nu! Jeg får ikke sovet meget.

Det er alt for spændende! Jeg glæder mig så meget! Det er et nyt kapitel i mit liv 🙂

5 dage til afrejse

16 april 2014

Wow wow wow! Nu begynder det hele at gå pænt hurtigt!

Jeg har så mange til jeg skal nå. Sige farvel, ordne nødvendigheder, huske de sidste ting, købe ting jeg får brug for, etc etc. Det hele er svært at holde styr på. Jeg er glad for, at jeg har en mor og en far der kan hjælpe mig med at holde hovedet koldt. Dem kommer jeg helt klart til at savne, når jeg rejser!

Mine fremtidige kolleger på facebook-gruppen er også ved at glæde sig rigtig meget, og jeg glæder mig til at møde dem! Der er stor andel danskere og svenskere, lidt mindre finlændere og kun én enkelt nordmand. Vi har allerede skrevet en del sammen om forskellige ting og hvad vi forventer. Det bliver skægt!

Jeg har prøve-pakket mine kufferter i dag – det blev til præcis 18,5 kg i alt. Det er meget fint! Så behøver jeg heller ikke betale overlast på 30 kg. Jeg er så bange for at have glemt en vigtig ting eller en god skjorte, så jeg går hele tiden og dobbelttjekker. Der skal bare være styr på det hele!

Og apropos ordne det hele; jeg har fået nyt sygesikringskort, næsten helt nyt pas, nyt dankort, nye vaccinationer og nyt lager af både kontaktlinser og medicin. Jeg føler mig NÆSTEN klar! Jeg tror bare det er hovedet der skal indstille sig på at det går løs lige om lidt.

Jeg går og er lidt smånervøs for at starte på guideskolen. Jeg har hørt rygter om, at det er som at komme til eksamen den sidste dag. Det har jeg aldrig rigtig brudt mig om, det med eksamen! Her får man så feedback på sit forløb og til sidst sin endelige destination. Det bliver nervepirrende!

Går lidt og håber på at jeg bliver sendt hjem for at vende i en uge eller to, så jeg kan nå at være sammen med min bedre halvdel, der kommer hjem fra Norge om 3 uger. Det ville være rigtig dejligt! Hende har jeg ikke set i lang tid… og så savner jeg hende sgu!

Der er ikke det vilde at fortælle, andet end at tingene er meget hektiske lige for tiden. Tænker at jeg lige når at skrive en opdatering herinde aftenen inden jeg sætter mig i flyveren.

Aaaaargh! Det er snart!!!

1 måned til afrejse

22. Marts 2014

Det starter stille og roligt at kunne mærkes i maven på mig.

I dag er der præcis en måned til, at jeg sidder på Cypern med alle de andre nye guider fra både Danmark, Sverige, Norge og Finland. Jeg flytter for første gang for alvor hjemmefra, og jeg skal være væk fra venner, familie og kæreste i mindst 6 måneder. Langt væk hjemmefra. Og ligesom jeg gerne vil have det!

Og det er ikke fordi at jeg ikke holder af både venner, familie og kæreste. Men jeg kan mærke, at der skal ske noget nyt i mit liv, og at der skal ske en radikal ændring, så jeg kan lære mere om, hvem jeg egentlig er; og hvad jeg er i stand til.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, her en måned inden jeg skal afsted, at det både bliver: hårdt, fedt, varmt, solrigt, festligt, stressende, fyldt med ansvar, umulige kunder og helt sindssygt lærerigt. Det leder mig til, at jeg gerne vil skrive nogle forventninger ned nu, som jeg kan se tilbage på. Og så enten tænke “fuck, hvor var pre-guide Niklas bare naiv”, eller tænke “han havde måske endda fat i den lange ende”. Eftersom tidligere oplevelser viser, at førstnævnte mulighed er det, der sker mest, så regner jeg også med, at det bliver det den her gang. Og det er fedt. For jeg vil rykke og udvikle mig så meget som muligt, rent personlighedsmæssigt.

Lige på stående fod, kan jeg ikke helt formulere, hvad jeg forventer. Jeg tror, jeg forventer mange fede oplevelser. Jeg forventer nok også et par ubehagelige oplevelser, som f.eks. sure kunder eller en krisesituation, hvor jeg kommer til at have ansvaret. Men det tager jeg med stort gå-på mod. Jeg har før haft umulige kunder og krisesituationer på en gang; som f.eks. selvmordsopkald fra mit tidligere job på et callcenter. Det er ikke fordi, jeg ikke er vant til at håndtere krisesituationer med koldt vand i blodet – men derfor er det stadigvæk en ubehagelig oplevelse, ligemeget hvor meget erfaring man har.

Jeg forventer også at knytte en masse tætte bånd med mennesker, jeg ellers aldrig ville have mødt. Og det, der gør det ekstra fedt, er, at det kommer til at være internationale bånd. Både med mine kollegaer, som kommer fra alle hjørner af det Skandinaviske kongerige, men også de mennesker, jeg kommer til at arbejde med på min fremtidige destination, og de gæster, jeg kommer til at modtage. Jeg glæder mig også meget til at kunne stå i lufthavnen, efter en vellykket afrejse-transfer, og se de tilfredse og glade smil på gæsternes ansigter efter deres ferie. Jeg tror, det er noget jeg kommer til at gå meget op i, siden jeg elsker glade mennesker!

Eftersom jeg kun ved, at jeg skal på guideskole på Cypern, men ikke ved endnu, hvilken destination, jeg skal være guide på, går jeg også og bliver mere og mere spændt. Det er nærmest en ubehagelig følelse. Jeg ville ønske jeg kendte min destination i forvejen, og så alligevel ikke. Der er noget fedt ved det uvisse. Jeg er næææsten ligeglad med, hvor jeg kommer hen. Jeg vil helst bare ikke til Bulgarien. Jeg er ikke super meget fan af Balkan-området og den nærmest vulgære party-kultur i f.eks. Sunny Beach. Jeg tror jeg ville føle mig meget utilpas. Men det er kun fordomme. Selvom det bliver min destination, skal det ikke afholde mig fra at gøre mit bedste!

Med den her halv-lange intro vil jeg cutte den her og gemme resten af de indtryk jeg har fået indtil videre til et senere indlæg!

Tak fordi du læser med

Kæmpe smil fra mig